Fortsatte restriktioner

24. februar 2021 21:26 , af Steen Lindholm

Der bliver desværre ingen åbning af Asgaard i denne omgang. I de nye regler, som træder i kraft pr. 1. marts, kan man for idrættens vedkommende læse følgende:

1. Al indendørs idræt og foreningsaktiviteter skal holde lukket. Altså fortsat ingen adgang til omklædningsfaciliteterne.

2. Der gælder et forsamlingsforbud på 25 personer for udendørs idræt. (Høvdingens anmærkning: Mon ikke der menes forsamlingsloft?). Det må skulle fortolkes på den måde, at de 25 gælder for selve idrætsudfoldelsen, og at f.eks. motionsholdet tirsdag morgen på plænen foran Asgaard gerne må være 25 med tilbørlig afstand til hinanden.  Men eftersom indtagelse af termokaffe i det fri næppe kan betegnes som en idrætsgren, gælder forsamlingsloftet på 5 personer fortsat, hvis man mødes foran Asgaard for at få sig en hyggesnak i forbindelse med badet.

Anbefalingen af 2 meters afstand er også fortsat gældende, og det betyder ligeledes, at det stadig ikke vil være tilladt at opholde sig på brohovedet flere end 4 ad gangen, forudsat man befinder sig i hver sit hjørne. Denne sidste restriktion er fortsat et problem især i weekenderne, hvor en del personer tager hele garderoben med ud på broen og giver sig god tid til at hyggesnakke, uanset de ventende inde på bredden. Jeg skal derfor endnu en gang opfordre til, at vi tager hensyn til hinanden og fremskynder omklædningen, hvis der er ventekø, eller endnu bedre klæder om hjemmefra eller oppe ved Asgaard, men desværre når denne opfordring nok ikke ud til de værste syndere, som så vidt jeg kan konstatere ikke er medlemmer af vikingelauget. 

Bestyrelsen følger fortsat udviklingen og skal nok informere, så snart der er (godt) nyt på restriktionsfronten.

Hil hil hil

Høvdingen