Vedbæk Vikingernes Saga (fortsat)

3. oktober 2021 12:45 , af Steen Lindholm

Høvdingens tale ved standerhejsningen:

Ædle Valkyrier, Bersærker, Skjoldmøer, Vikinger og Skjoldunger!

Odins to ravne Hugin og Munin flyver over os i luften, og den ottebenede hest Sleipner galoperer hen over himlen, mens vi endnu en gang mødes her ved Øresunds viltre bølger for at fejre en ny sæson, den 46. i Ægirs tegn. Midgårdsormen, som i lang tid har ligget rundt omkring Asgaard og forhindret os vikinger i at komme ind, har nu fået sin bane af gudernes tapre helt Vaccinatus, der slog den for panden med hammeren Mjølner, som han havde lånt af den herlige krigsgud Thor. Herved fik ormen banesår, og den kravlede væk for at dø i ensomhed og skam. Alt hvad man nu kan se af den, er spidsen af halen, som stikker op af Maglemosen. Således kunne vikingerne komme tilbage til Asgaard.

Forinden havde guderne sendt den tapre helt Vaccinatus ud for at gøre det af med den stygge jætte Virus. De mødtes i en drabelig tvekamp på græsset uden for Asgaard. Der blev uddelt voldsomme slag fra begge sider, men til sidst lykkedes det Vaccinatus med sit sværd Kanyle at stikke så kraftigt til Virus, at han segnede om i sit blod. Han blev siden båret bort og ligger nu og jamrer på sit smertensleje. Hans mor, den ækle jættekvinde Corona, har sat sin heksegryde over ilden og koger helbredende urter til sønnen, alt imens hun mumler trylleformularer. Således gik det forår.

Virus er stadig sat ud af spillet, men ingen ved, hvornår han kommer tilbage og genoptager kampen med Vaccinatus.  I mellemtiden glæder vi vikinger os til at gå i gang med årets sædvanlige gøremål. Heimdal står foran Bifrost: Han ser græsset gro og hører ulden vokse på fårene, og han ser også skægget spire på vikingerne og ulden vokse under armhulerne og andre unævnelige steder på både skjoldmøer og vikinger. Bålet er atter tændt i varmestuen, så Asgaards beboere kan sætte sig på bænkene og savle og svede. Alle har nu fået lov at tage mundbindene af, så snakken og sladderen uhæmmet kan brede sig. Stundom praktiseres saunagus, hvor letpåklædte skjoldmøer svinger med håndklæderne, hvorved liflige æteriske olier sender deres duft ud over vikingerne og skjuler den harske kropslugt.

Jeg, jeres høvding, har som sædvanlig sendt bud til Vølven for at høre hendes spådom. Vølven spår, at en kold vinter er i vente, og vølvens forudsigelser slår sjældent fejl. Således vil Øresunds livgivende bølger atter fryse til is, og pligthuggeren vil kravle rundt på den isglatte bro med blåfrosne hænder og rød næse og svinge ishakken, så vi vikinger kan få et hul i isen. Dér kan vi opfyldt af fryd dyppe vore legemer i det beskidte vand, der løber ud i havet fra Vedbæk Vikingernes mødding, hver gang det regner og der bliver oversvømmelse.

Ved vintersolhvervstide vil vi som forhen æde og drikke og ofre vore afgnavede østersskaller til Ægir, og i januar ser ypperstepræsten og høvdingen frem til atter at kunne døbe de skjoldunger, som har gjort sig fortjent til at blive optaget som fuldgyldige medlemmer af vort højtærede laug.

Med disse ord hejser jeg vort vikingeflag. Vedbæk Vikingelaug længe leve.