Høvdingen’s tale til standerhejsning søndag den 5. oktober 2025

7. oktober 2025 20:44 , af Torben Wiese

Ærede skjoldunger, skjoldmøer, vikinger, valkyrier og bersærker – stærke kvinder og mænd i Vedbæk Vikingelaug.

I dag hejser vi vores nye, stolte jubilæumsfane og åbner vores halvtredsindstyvende sæson. Hvert år i Vedbæk Vikingelaug er særligt – ja, hver måned, hver uge, hver dag og hvert dyp er noget særligt. Men i år er noget helt særligt.

Den 16. november 1975 grundlagde en lille kreds af vinterbadere nemlig Vedbæk Vikingelaug med det formål at skabe bedre rammer for vinterbadning i Vedbæk. Dengang foregik omklædningen på åben strand eller havnemole, indtil to små kabiner med strålevarme – åbne fra kl. 07.00 til 10.00 – blev opført. Og den gamle “borgmestertrappe” blev siden erstattet af en rigtig badebro.

Enkle forhold giver ofte et stærkt sammenhold, og det fællesskab, som blev grundlagt i slutningen af 70’erne, præger stadig vores laug i dag – trods al den udvikling, vi har gennemgået. Det skyldes, at både nye og gamle medlemmer fortsat værner om vores værdier, vores DNA og vores formål. Og netop derfor kan vi i år fejre 50-års jubilæum!

Dette flotte jubilæum markerer vi naturligvis med fest – og også med en jubilæumsreception søndag den 16. november 2025 kl. 15.00, hvor alle nuværende og tidligere medlemmer er inviteret. Mere information følger naturligvis.

Vi deler alle det samme kald: glæden ved livet, kærligheden til havet, trangen til at fejre og le – og troen på de gamle guder, der til stadighed tester os med kulde, frost og styrkeprøver – og vi taknemmeligt tager imod.

Men vi deler også noget mere. I en tid, hvor verden ofte virker urolig, er Vedbæk Vikingelaug – de kolde dyp og det stærke fællesskab – en daglig tidslomme, et sted der giver os indre ro, tryghed og følelsen af det velkendte.  Lad os alle værne om dette. Og samtidig åbne os mod verden omkring os – inviterer andre ind, dele vores nærvær – og på den måde, hver især, bidrage med lidt mere ro og forståelse i verden.

Apropos åbenhed blev der på generalforsamlingen fremsat et forslag om, at kvinder frit skal kunne vælge, om de ønsker at holde overkroppen tildækket, når de nyder varmen i Balder. Forslaget blev sat til afstemning og fik – som det også fremgår af referatet – et overvældende flertal. Bestyrelsen, der udarbejder laugets husorden, har derfor besluttet at indføre dette. Det betyder, at kvinder fra i dag frit kan vælge, om de ønsker at holde overkroppen tildækket. Alle øvrige saunaregler samt regler for påklædning i resten af Asgaard fortsætter uændret.

Lad os i dag love hinanden, at vi i de næste 50 år vil passe på vores kultur og vores historiske hjem Asgaard. At vi vil fejre livet – hver dag, hver sæson – som Thor selv ville have gjort det: med latter, styrke og et brag af et hurra!

Jeg erklærer hermed vores jubilæumssæson 2025/2026 for åbnet – og ønsker os alle, at den må blive kold, isklar og bundfrossen!

Vedbæk Vikingelaug længe leve!

Hurraaa, hurraaa, hurraaa!

Hurra, hurra, hurra!

Hil, hil, hil!

Torben Stortaler Wiese

Høvding

Vedbæk Vikingelaug