Asgaard lukker

12. marts 2020 05:53 , af Carl-Erik Nielsen

Statsministeren har i går aftes opfordret bl.a. alle frivillige foreninger til at lukke ned i foreløbig 14 dage.

Det er bestyrelsens vurdering, at lauget er omfattet af denne henstilling, og at vi i konsekvens heraf bør lukke for Asgaard. Det vil derfor ikke være muligt at benytte vores faciliteter fra og med i aften torsdag den 12. marts kl. 22.00, hvor vi vil deaktivere alle nøglebånd.

Det vil således ikke være muligt at klæde om, benytte sauna eller mødes over den sædvanlige kop kaffe i huset i foreløbigt de næste 2 uger. Vi håber på forståelse for dette skridt, som efter bestyrelsens vurdering er nødvendigt som vores lille bidrag i den samlede nationale indsats for at begrænse Corona smitten.

Der er ikke noget til hinder for fortsat at nyde sit daglige havbad i Øresund uden den tilvante luksus med opvarmede omklædningsrum og varm sauna. Og krydserne for veludført dåd kan stadig optjenes og registreres via hjemmesiden.

Vi håber at kunne genåbne Asgaard om 14 dage, men det er naturligvis afhængigt af epidemiens udvikling. Jeg vil orientere nærmere herom via mail og hjemmeside.

 

Hil hil hil

 

Høvding Carl-Erik Nielsen