De nye coronaregler i Asgaard

25. oktober 2020 07:15 , af Steen Lindholm

Kære Vikinger,

Fra og med mandag den 26. oktober gælder forsamlingsloftet også i Asgaard. Det betyder, at man i Valhal og hvert lokale på 1. sal højst må opholde sig 10 personer ad gangen. 

Fra torsdag den 29. oktober skal bæres mundbind i Asgaard. Der er dog to undtagelser: Efter afklædning i Thor eller Freja kan man bade uden mundbind, men må tage det på igen i forbindelse med at man klæder sig på. I social sammenhæng før eller efter badet kan man (i lighed med restaurantbesøg) undlade mundbindet, så længe man blot sidder ned.

Reglerne følger de officielle krav og anbefalinger fra regering og sundhedsmyndigheder og er et tillæg til de allerede eksisterende regler. Afstandskravet (2 meter) gælder stadig, og det er ligeledes vigtigt at overholde bestemmelserne om, hvor mange der eksempelvis må opholde sig i omklædningsrummene ad gangen. Er det maksimale antal nået, venter man udenfor, indtil der bliver plads. På opslag i hvert enkelt lokale er angivet det tilladte antal personer.

Afspritning er fortsat vigtig: Husk at spritte dine hænder af straks ved ankomsten til Asgaard, og foretag også gerne afspritning af bord og stole m.v., hvis du eksempelvis har drukket kaffe sammen med vikingevennerne.

Løftede pegefingre er ikke stilen i Vedbæk Vikingelaug og bestemt heller ikke noget, bestyrelsen bryder sig om, men det er nødvendigt, at vi hjælper hinanden med at overholde reglerne, således at vi fortsat kan holde Asgaard åben til glæde for os allesammen. Lad mig slutte med noget positivt: Heldigvis er der ikke corona i Øresunds herlige bølger, så nyd dukkerten!

Hil hil hil

Steen Lindholm, Høvding