Høvdingens tale ved standerstrygning den 27. april 2025

27. april 2025 14:57 , af Torben Wiese

Hil, ærede Skjoldmøer, Valkyrier og Bersærker, stolte Vikinger i Vedbæk Vikingelaug.

49 sæsoner stærk – en hyldest til Vedbæk Vikingelaugs stolte traditioner

I dag siger vi tak for den 49. tyvende sæson i Vedbæk Vikingelaug’s sagnomspundne historie.

Sæsonen har været festlig, hyggelig og med en varm, ja, nærmest kærlig stemning og med mange, mange dyk i Øresund der dog gennemsnitligt var knap så koldt som vi havde ønsket os det.

Vi ser med glæde tilbage på bl.a. velkomsten af de nye medlemmer der i flere år tålmodigt havde ventet på at blive en del af vores historiske analoge sammenhold. Et ønske der dags dato deles af ikke færre end hele 557 håbefulde borgere på vores venteliste.

Disse må som vi andre i sin tid dog væbne sig med tålmodighed da vi samtidigt med, at vi lever op til laugets formål om: ”at øge interessen for vinterbadning” skal passe på både vores kultur og på vores stolte gamle hus Asgaard.

Fra venteliste til fællesskab – deltidsmedlemskaber åbner nye døre

Men vi skal også passe på, ikke at lukke os om os selv og foreslå stramninger for optagelsen af nye medlemmer, nu hvor vi selv endeligt er kommet ind eller kan huske de ”gode gamle tider” hvor alle kendte alle. Skulle nogen alligevel få denne tanke at ”nu er vi nok medlemmer i lauget” kan man meget vel overveje om man måske selv overhovedet var blevet medlem endnu hvis andre havde haft en lignende indstilling?

Nej, vi elsker nemlig mennesker i Vedbæk Vikingelaug og vi er en vigtig del af lokalsamfundet. Et fællesskab der gør os sundere, gladere og klogere og herigennem giver os livsglæde, livskvalitet, overskud og lyst til at gå ud og gøre noget for andre. Det skal vi både nyde og dele og derfor ser bestyrelsen løbende på nye muligheder for hvordan vi kan tilbyde flere medlemmer muligheden for at blive en del af Vedbæk Vikingelaug uden at skabe unødigt pres på vores faciliteter og hinanden. I den forbindelse viser det sig, at på alle ugens 7 dage er Asgaard fra kl. 12.00 og til lukketid meget lidt benyttet og står endda ofte nærmest tomt hen. Samtidigt kører både radiatorer og vores sauna Balder på fuld styrke (selv med dvalefunktion) ja, man kan ofte sidde alene i saunaen og føle det som om man nærmest har privat sauna mens livet udspiller sig på plænen ud mod Øresund. Bestyrelsen har derfor spurgt de over 500 borgere på vores venteliste om der hvis muligt er interesse for at blive deltidsmedlem med reducerede adgang og muligheder og svaret var et overvældende ”ja tak”. Samtidigt har vi undersøgt om og hvordan det kunne lade sig gøre rent teknisk med både adgang og nøglebånd m.v. og det skulle også kunne fungere. Derfor åbner vi fra næste sæson op for deltidsmedlemsskaber hvor medlemmet først har adgang til Asgaard (herunder Balder) fra kl. 12.00 og til lukketid (dog ikke adgang til saunagus). Indskuddet bliver det samme som for fuldtidsmedlemsskaber og med et lettere reduceret kontingent. Disse nye deltidsmedlemmer springer ikke nogen over på ventelisten hvor de beholder deres oprindelige plads på og når det så bliver deres tur, bliver de på vanlig vis tilbudt et fuldtidsmedlemsskab. Deltidsmedlemmerne kan så stille og roligt lære VVL kulturen at kende samtidigt med at vi passer godt på lauget og bruger en uudnyttet kapacitet. Vi starter blidt op og ser det hele fungere men de fleste nuværende medlemmer vil slet ikke bemærke det nye tiltag da de fleste af os har vores baderutiner morgen og formiddag – og kommer du om eftermiddagen eller aftenen møder du måske nye badeglade mennesker. Du kan udover deres smil kende dem på et nyt rødt medlemsbånd der kun er for deltidsmedlemmer. Tag godt imod dem og bekræft dem i at det var godt de kom ind.

Frivillige medlemmer – hjertet i vores fællesskab

En vigtig del af vores kultur har også i denne sæson været det store frivillige arbejde der dagligt udføres i lauget. Ja, uden de nu 87 medlemmer på vores Frivilligliste ville der ikke være noget laug. En kæmpe tak skal derfor lyde til alle frivillige samtidigt med en opfordring til alle øvrige medlemmer om at tilmelde sig frivilliglisten. Det er gratis og frivilligt arbejde kan vare blot én time men gøre en positiv forskel for hundreder af medlemmer og af alt vi kan foretage os i livet er netop det frivillige og altruistiske arbejde noget af det der har den allerstørste positive indflydelse på vores livsglæde, livskvalitet og endda vores livslængde. Derfor ser du også altid frivillige med smil på og med mange bekendte og venner. En ny smart funktion i vores kalenderoversigt gør, at du nu kan tilmelde dig som frivillig til et eller flere af årets begivenheder allerede nu – gå ind og vælg det eller de traditioner hvor du vil bidrage til fællesskabet. På forhånd tak.

Gæstebillet introduceres i Vedbæk Vikingelaug

I vores bestræbelser på, både at være et åbent laug og udbrede glæden ved vinterbadning har vi som et af efterhånden ganske få vinterbadelaug ind til nu tilladt at man som medlem kan have en gæst med op til 5 gange årligt - og ovenikøbet gratis. Dette giver glæde og vi får lov at vise vores laug frem og møde nye interessante mennesker. Desværre må vi også konstatere, at vores tilbud jævnligt giver udfordringer med gæster der kommer meget tit samt gæster der er ubudne og samtidigt er ordningen svær at administrere uden at vi skal spørge til om folk er medlemmer da de ikke har nøglebånd på etc. For at sikre at VVL fortsat er et åbent laug samtidigt med at ordningen overholdes og nemt kan administreres indfører vi derfor fra næste sæson en gæstebillet til en pris af kr. 65,- der fremover skal købes hvis man ønsker at have en gæst med uanset om denne er et familiemedlem, en ven eller en bekendt fra løbeklubbene m.v. Billetten købes nemt af medlemmet der ønsker at have en gæst med via VVL app’en (Go Member) og betales med mobilepay. Herefter modtager medlemmet med det samme en adgangskode der skal indtastes på tastaturet ved indgangen hvorefter gæsten i køkkenet finder et gæstearmbånd hvor medlemmet noterer sms-koden på og som gæsten skal have på under hele besøget. Således har alle – medlemmer som gæster – fremover armbånd på.

Dit nøglearmbånd – altid på håndleddet

At bære netop ens eget nøglearmbåndet på ens eget håndled er således et ufravigeligt krav i Vedbæk Vikingelaug. Det skal ikke sidde i badekåben, ligge i din kurv, i lommen eller andre opfindsomme steder. Bestyrelsen og andre ansvarsfulde medlemmer bruger al for meget tid og energi på, at spørge til manglende og mærkelige medlemsbånd og vi hører mange kreative svar, som:

  • Jeg har glemt mit bånd
  • Mit nøglebånd ligger i min anden bil
  • Mit bånd er i stykker
  • Du kender da mig, jeg er et gammelt medlem
  • Åh, jeg tog fejl af min søns nøglebånd fra svømmehallen
  • Nå, har vi ikke lyserøde nøglebånd – så har jeg taget det forkerte med
  • Min kone lukkede mig ind
  • Jeg husker det næste gang
  • Det er min mors bånd
  • Det er min fars nøglebånd
  • Mit bånd ligger i omklædningsrummet
  • Mit nøglebånd strammer
  • Mit nøglebånd er blevet væk

Ofte er svarene og tonen også flabet og ubehagelig, som eksempelvis:

  • ”Har I ikke andet at lave?”
  • ”Der er lige en anden der også har spurgt mig”
  • ”Så fik han (høvdingen) da reddet sin aften” - hvortil høvdingen svarede medlemmet: ”Det er faktisk dig der ikke overholder laugets regler her – og nej, du har i stedet ødelagt min aften”

Dette er der naturligvis ingen der gider så husk venligst dit og din evt. gæst’s armbånd og på håndleddet altid fremover – på forhånd tak.

Efterlad Asgaard lidt bedre end du fandt det

Tænk også over hver gang inden du forlader Asgaard om hvad du bidrog med i dag? Vend dig om og tænk: ”Har jeg ryddet op?”, ”Fik jeg fejet gulvet?”, ”Har jeg givet et smil?” og hvilken stemning efterlod jeg mine med-medlemmer i, i dag? og er der noget du mangler at gøre så bliv lidt og få det gjort.

Forbedringer og nye muligheder i Asgaard

Udover at tænke i nye muligheder og kontrollere nøglearmbånd har der også i sæsonen været tid til alle vores traditioner og en lang række forbedringer i lauget, herunder:

  • Øgede åbningstider i Balder
  • Afvasket altanen og terrassen rundt om Asgaard
  • Udendørs fodbruser opsat hos kvinderne
  • Nye affaldsspande i alle rum og nyt fejeudstyr
  • Vaskemaskine flyttet i kælderen og nye flotte palmer opstillet i saunagangen
  • Grønne planter i krukker indkøbt og opstillet flere steder i huset
  • Ipad indkøbt og udskiftet i saunagangen
  • Ny Ipad og holder indkøbt og opsat i hall’en
  • Rabataftale med Rosenhuset i januar
  • Pop up saunagus med vin 2 fredage
  • Frivilligtavler opdateret
  • Ny underside på hjemmesiden med de ældstes råd og på frivilligtavlerne
  • Juletræskæder på alle krukker rundt om huset
  • Ny wi-fi installeret
  • Nye vinduer på første sal for bedre klima
  • Ny bænk og knagerække lavet og opstillet i Freja

- og hele 36 andre store og små nye tiltag og forbedringer der er både fundet på, besluttet og ført ud i livet. Alt sammen for, at vi alle skal gå hjem sundere, gladere og klogere hver gang vi har være på besøg i Asgaard.

Tak til vores fantastiske bestyrelse – og måske er det din tur?

Til sidst skal lyde en kæmpe og ubetinget tak til vores ansvarlige og ihærdige frivillige bestyrelse der hver eneste døgn får alt til at fungere og passer på vores hus og kultur. Tak dit bestyrelsesmedlem når du møder dem eller skriv til dem – det er dét de lever af. Overvej også om det er ved at være din tur til at tage en tørn i bestyrelsen nu eller snart? Det er berigende, sjovt, taknemmeligt, udviklende og hyggeligt og du får mulighed for at præge lauget og lokalsamfundet og opnå netop den glæde der ligger i frivilligt arbejde. Kontakt gerne høvdingen eller andre i bestyrelsen hvis du vil høre mere og evt. overvejer at stille op til bestyrelsen.

Klar til sommer og jubilæum

Hvad byder fremtiden så på? På den korte bane venter om lidt spiser vi dejlig morgenmad i hyggeligt samvær. Siden følger Frivilligfrokosten den 3. maj hvorefter en forhåbentlig lang, varm og fredelig sommer følger. Samtidigt fortsætter bestyrelsens dialog med kommunen om en udvidelse af vores bro Bifrost og kommunikationen er fortsat positiv og konstruktiv – og langsom. Vi ser også frem til vores generalforsamling den 24. august og Standerhejsning den 28. september og ikke mindst Vedbæk Vikingelaug’s halvtredsindstyvende jubilæumssæson.

Før vi synger endnu en af vores glade viser slutter vi af med et trefoldigt leve for vores stolte laug.

Lad os stryge standeren og byde sommeren velkommen!

Vedbæk Vikingelaug længe leve

Hurraaa, hurraaa, hurraaa

Hurra, hurra, hurra

Hil, hil, hil

Torben Stortaler Wiese

Høvding, Vedbæk Vikingelaug