Standernedtagning

25. april 2022 08:18 , af Steen Lindholm

Stor tak til vor ypperstepræst og alle de frivillige medlemmer af lauget, som gjorde standernedtagningen til en fest! Det er dejligt, at nogle altid er parat til at give en hjælpende hånd til glæde for alle os andre! Her er som sædvanlig høvdingens tale:

Ædle Valkyrier, Bersærker, Skjoldmøer, Vikinger og Skjoldunger!

Endnu en gang mødes vi her ved Øresunds viltre bølger for at afslutte den 46. sæson i Ægirs tegn. Mågerne skriger, ænderne rapper og Odins ravne Hugin og Munin krunker, mens de i morgengryet flyver hen over Asgaard. Hugin og Munin overvåger alt det, som den énøjede gud Odin ikke selv kan få øje på. Om aftenen hvisker de Odin i øret, hvad de har set, og at alt er i orden, og at vikingerne har gjort rent og ryddet ordentligt op efter dagens drikkelag.

Gudernes konge Odin sidder selv inde i Valhal. Hans to ulve Gere og Freke ligger ved hans fødder, rede til at forsvare ham. Ind imellem strejfer de hylende rundt på græsset uden for Asgaard og forurener territoriet og Øresunds vand med deres ilde lugtende og uhumske efterladenskaber, så Heimdal, der sidder ved enden af Bifrost, er nødt til at hejse det røde flag. Den ottebenede hest Slejpner står sadlet op og vrinsker af utålmodighed efter at bringe Odin hvorhen han vil. Odin selv har stillet sit spyd Gungner uden for døren ind til Valhal og ladet det spærre for indgangen til toilettet, hvilket er et udtryk for kongegudens visdom, eftersom toilettet alligevel er stoppet. Gungner har den egenskab, at det går lige igennem alt det, Odin sigter på, og det kunne måske have været en endnu bedre idé, hvis Odin med spydet havde sigtet på selve toiletkummen, så vi kunne have fået hul på forstoppelsen. Bortset herfra er der nu fred og ingen fare, eftersom den ækle jættekvinde Corona og hendes stygge søn Virus stadig mere eller mindre er sat ud af spillet. De befinder sig nu nede i Bøllemosen, mens Midgårdsormens hale ligger afhugget i Maglemosen.

I det hele taget er vikingerne efter konflikten med den ækle jættekvinde Corona og hendes forfærdelige søn Virus vendt tilbage til de vante sysler og skærmydsler. Virus kommer ganske vist stadig på besøg ind imellem, men det lader vikingerne sig ikke længere genere af. Mundbindene er fjernet, så sladderen igen uhæmmet kan brede sig, og der ristes flittigt runer på Asgaards mure, hvor fantasifulde rygter offentliggøres, ligesom skjoldmøerne kan tale frit på bænken i varmestuen. Vintersolhvervsfesten kunne atter gennemføres til fryd for alle deltagere, og de afgnavede østersskaller blev ofret til Ægir som traditionen foreskriver. I modsætning til sidste år lod guden sig i år formilde og befalede vindenes gud Njord at indskrænke vinterstormene til nogle få kraftige opstød, således som det også skete. Pligthuggeren fik tilsvarende en let vinter, det var muligt at færdes på Bifrost det meste af tiden, og der var ingen grødis, hvilket nogle ganske vist ærgrede sig over.

Den traditionsrige vikingedåb kunne igen gennemføres, dog udskudt til den tredje måned efter solhverv. Det betød, at vinteren var så meget på retur, at dåbskandidaterne kunne komme igennem processen uden forfrosne tæer og blå næser, hvilket ærgrede både Ypperstepræsten og Høvdingen. Men festligt var det alligevel med lurblæsere på strandbredden og udskænkning af drammesterens mjød, der var så stærk, at flere af deltagerne i dåbsfesten dinglede rundt på græsset eller måtte sætte sig ned. Det efterfølgende drikkelag forløb også festligt, og de tilhørende traditionelle slagsmål var så beskedne, at vi slap for at sende festdeltagere på skadestuen.

Vikingerne kunne også i denne sæson genoptage afsyngelsen af deres uhøviske sange. Den romerske skriver Tacitus skrev for omkring 1800 år siden, at nordboernes sang kunne sammenlignes med en tung vogn, der ruller ned ad en skrænt. Det samme kan måske ikke helt siges om vikingesangen i Asgaard, men en gang om måneden har man kunnet høre mærkelige lyde inde fra Valhal, når vikingerne mødtes for at synge sammen og drikke kaffe og mjød. De rustne stemmer lød nærmest som om nogen havde kraftige mavesmerter eller fået noget galt i halsen, i hvert fald klagede de sig højlydt derinde.

Således gik den vinter. 

Ædle Vikinger, lad os trods alle genvordigheder glæde os over vort genfundne vikingeliv og vore stolte traditioner. Jeg, jeres høvding, har som sædvanlig rådspurgt Vølven om fremtiden og fået gode tidender. Vølven spår, at der den 18. juni vil blive afholdt en stor fest i et telt på Vedbæk havn, og at mange vikinger vil deltage i den og nogle sandsynligvis også blive berusede. Den øvrige fremtid vil også tegne sig lys for vort elskede laug. Med disse ord vil jeg nedtage standeren og lægge den på køl, indtil vi til efteråret kan hejse den igen. Men først vil jeg udbringe et leve for Vedbæk Vikingelaug.

Høvdingen