Ærede vikinger,
For ikke mindre end 50 år siden foretog de første tapre og modige vinterbadere i Vedbæk deres dåb direkte i det iskolde hav – uden bro, uden hus og uden sauna. Kun hav, mod og vilje.
Det skylder vi dem stor tak for. Deres lyst, mod og udholdenhed har nemlig bragt os hertil, hvor vi 50 år senere er mere end 1.600 medlemmer, har vores egen smukke villa Asgaard og Balders Svedstue med udsigt over det mægtige Øresund.
Vedbæk Vikingelaugs dåb har altid været et tilløbsstykke, men jubilæumsdåben sidste søndag var ganske særlig: Rekordmange – hele 75 vikinger – blev døbt for enden af Bifrost i det iskolde hav. Det vidner om stor badeiver, stærke traditioner og ikke mindst et sammenhold og en stemning i topklasse. Tak for det!
At så mange blev døbt, lover godt for fremtiden. For de fleste af dem vil vi se igen om 10, 15 og 50 år til deres næste dåb, hvor de – ud over æren – vil modtage billeder i rammer af ædelt træ, lune og bløde frottéhåndklæder med logo og til sidst de prestigefyldte 25- og 50-års kåber, der signalerer: Her kommer en ganske særlig viking, som vi andre ydmygt viger til side for.
Men en dåb og et stort arrangement som dette kommer ikke af sig selv. Derfor har mange af vores næsten hundrede frivillige, med ypperstepræst Ove Rappenhaand i spidsen, længe været i gang med at planlægge dagen. På selve dåbsdagen var over 15 frivillige i fuldt sving fra morgenstunden for at gøre alt klart. En KÆMPE TAK til jer alle!
Nyd de glade billeder her og på hjemmesiden – og husk at sætte dine krydser, så du kan blive døbt næste år.
Hil, hil, hil
Torben Stortaler
Høvding