Martsbrev

1. marts 2023 11:28 , af Steen Lindholm

Velkommen forår

Så kan vi byde kalenderforåret velkommen! Vintervand og forårssol er ingen dårlig kombination, men allerede på den sidste officielle vinterdag i februar kunne jeg for første gang i år efter formiddagens havbad sætte mig på Asgaards terrasse  og nyde solen, varmen og udsigten samt vikingvenners selskab. Det er et privilegium at være medlem af Vedbæk Vikingelaug!

I marts holder også landsorganisationen VID (Vinterbadeforeninger i Danmark) årsmøde. Flere end 69.000 vinterbadere er organiseret i VID, fordelt på 183 foreninger, hvis medlemstal svinger fra 3 til 9.500! Hertil kommer alle de glade uorganiserede vinterbadere, og det er naturligvis helt uvidenskabeligt at begynde at gætte på, hvor mange der er i den kategori, - eksempelvis har vi i Vedbæk Vikingelaug over 400 på ventelisten, - men mon ikke det totale antal vinterbadere aktuelt løber op i 80-90.000 personer?

Badning i havet er ikke nogen specielt gammel foreteelse, ligesom det at kunne svømme heller ikke var nogen selvfølgelighed, ikke engang ikke for dem, der arbejdede på havet. Der findes talrige beretninger fra ældre tid om søfolk eller fiskere, som druknede, fordi de ikke kunne svømme. Vi skal helt frem til slutningen af 1800-tallet, før badning i havet blev en almindelig foreteelse. Badeanstalter opstod efter århundredeskiftet, eksempelvis blev Charlottenlund Søbad indviet i 1901, mens den første version af badeanstalten Helgoland lå i Svanemøllebugten og blev indviet i 1913. Interessen for også at bade om vinteren opstod i kølvandet på badeanstalternes tilblivelse. Vinterbaderne kaldte sig vikinger, og på Helgoland, der nu var flyttet til Amager, stiftedes i 1929 vikingeforeningen ”Det kolde Gys”. Vort eget Vedbæk Vikingelaug blev stiftet i 1975 og nærmer sig således sin 50-års fødselsdag.

Vinterbadning er blevet en trend. I københavnsområdet, afgrænset af Gilleleje, Roskilde og Køge, findes omkring 30 vinterbadeforeninger, og foreningerne er meget forskellige, fra traditionelle vikingelaug til wellness-prægede badeklubber. Vikingelaugene, der på landsbasis tæller omkring 30 i tallet, er en speciel kategori, der dyrker traditioner og ritualer som f.eks. vikingedåb. Men fælles for os alle er, at vi sætter pris på mødet med havet, som giver både fysisk og psykisk velvære, selv om vi i den snart overståede vinter har måttet undvære de rigtig kolde vandtemperaturer. Fortsat god badning!

Høvdingen